Den som søger skal finde
Hvis virksomheder ikke vil drukne i informationsoverfloden på internettet, så skal de sikre sig, at deres hjemmeside er synlige for søgemaskiner. De skal have en defineret digital pressestrategi, og en vigtig del af den er at lære søgemaskiner og søgere at kende.
(Bragt i Markedsføring, april, 2008 af Søren Muncken)
– Internettet må ikke anskues som et salgsmedie, men en købsmedie.
Vi vælger at gå online, og vi vælger at søge informationer. Vi er prædefinerede og ved godt, hvad vi have. Det er bare et spørgsmål om at finde det. Virksomheder skal stille sig til rådighed og lægge sine produkter og serviceydelser frem, siger Martin Stahl, der er Digital rådgiver hos Director. Måden at gøre det på er at sikre,at det, der skrives på hjemmesiden, handler om produktets funktion. Hvad kan produktet gøre for kunden, og hvordan matcher det kundens behov. – Der er mange, der løber rundt og råber indhold og form, indhold og form, men det er altså en misforståelse, når vi taler om internettet. Det, vi søger, er funktioner. Det er ikke navnet på vaskemaskinen eller navnet på forhandleren, vi søger på, men derimod dens kapacitet, eller at den er støjsvag. Målgruppen på internettet er dem, som ikke kender din virksomhed eller dit produkt i forvejen, siger Martin Stahl.Den holdning deles af Christopher C. Hermansen, der er country manager hos Relevant Traffic Denmark. Han peger på forståelse af kunden som en nødvendig parameter, når en hjemmeside skal optimeres til søgemaskiner. – Det handler meget om struktur og om at lade være med at tro, at man kan være verdensmester i alt, for det er den sikre vej til at tabe. Man skal være tro mod sin mission og mod det, der er vigtigst for virksomheden at få kommunikeret. Søgemaskinerne skal finde de rigtige informationer og levere de rigtige resultater, ellers shopper brugerne lynhurtigt videre, siger han. Christopher C. Hermansen understreger, hvor vigtigt det er ikke at love mere, end der kan holdes. Søgerne må for alt i verden ikke føle sig snydt, fordi hjemmesiderne er blevet indekseret på noget, der ikke er relevant eller i værste fald direkte forkert. Noget søgemaskinerne også forsøger at gardere sig imod ved løbende at ændre de algoritmer, de benytter. Internettet er dynamisk og ikke en statisk størrelse.
Oprydning og links
En vigtig pointe i tilgangen til SEO og i kampen om at blive fundet af søgemaskinerne, er ifølge Martin Stahl er rydde op på hjemmesiden og skrive en side ad gangen med henblik på optimering. – Det står på side tre i HTML-håndbogen for begyndere. Hvis man skriver siderne én ad gangen, og målrettet til brugerne, giver det også automatisk flere adgange til hjemmesiden. Såkaldte landingpages. Og så er det vigtigt at overveje sit sprogvalg.Lad være med at skrive ”Læs mere her”. Skriv ”Læs mere om vaskemaskiner her”, siger han. Søgemaskiner indekserer det, de finder, afhængigt af hvor populært det er. Page Ranking er et utryk for, hvor mange gange en hjemmeside figurerer på andres hjemmesider. Hvor mange links, der findes. – Dybest set handler det om at få de rigtige sider til at pege på ens egen side. Det er en stor udfordring og en tidskrævende opgave. Kunden skal sikre sig, at det selvfølgelig er i verensstemmelse med forretningsplanen. Og så skal hjemmesiden, man arbejder med i den enkelte forbindelse, identificeres, siger Christopher C. Hermansen. En høj succesrate ved implementeringen af SEO, er afhængig af, at beslutningerne bliver taget på direktionsgangen. Tidligere blev beslutningen taget i it-afdelingen, men det mener Martin Stahl ikke længere er nok. At få den rigtige link-strategi handler om netværk.
– Virksomheden skal kigge på værdikæden.
Der skal være samhørighed mellem, hvad der bliver kommunikeret på virksomhedens forskellige linkssite, og det vil der typisk være på leverandørers, grossisters eller andre samarbejdspartneres hjemmesider, siger Martin Stahl. Det handler om at sikre en høj troværdighed, og det er nemmere at netværke on- end offline. Han understreger, at det er noget som virksomheder er nødt til at tage seriøst og jo højere prioritering – jo større chance for succes.
Tags: Christopher C. Hermansen, director, Markedsføring, martin stahl, Relevant Traffic Denmark, SEO, stahl, søgemaskineoptimering





